“Superwoman er en følelse – en opløftende guide til kvinder, der vil det hele” af Anette Ellegaard

10. juni 2016

1

Forleden dag var en stor dag. Jeg modtog nemlig en bog med posten – og det var ikke en hvilken som helst bog! Det var faktisk min personlige bibel. Ja, eller, det kalder jeg den jo, for det er på ingen måde et religiøst skrift eller noget i den retning, men for mig har den bog betydet rigtig meget de sidste 9-10 år. Den har været min rettesnor, min guide og min støtte i min udvikling fra ung (forvirret) voksen til – ja, lidt mindre forvirret og noget ældre (yngre) voksen. (Wauw, det lød kringlet!)

Jeg faldt over bogen første gang i min lokale Føtex. På tilbud og kraftigt nedsat lå den dér i en stak mere eller mindre dårlige bøger. Jeg fik den næsten kastet i nakken, og jeg havde ærlig talt ingen forventninger til den. Titlen fangede mig, men forsiden og undertitlen irriterede mig, men jeg vidste alligevel instinktivt, at jeg måtte have den bog med hjem.

Jeg trillede hjem med dagligvarer, baby i barnevogn og min nye bog. Vel hjemme blev baby i barnevogn parkeret til middagslur og varerne blev hastigt pakket ud, hvorefter sofaens bedste plads blev indtaget og jeg åbnede min nye bog. Og derfra har jeg altså set på verden med helt andre briller. Seriøst. Det lyder sindssygt, men det er sandheden. Den bog var skrevet til mig, og jeg vidste det fra side 1. Her var al den viden, jeg vidste, jeg manglede, men ikke anede, hvor jeg skulle få. Jeg er ikke blevet et andet menneske af at læse den bog, men jeg er blevet mig. Og det er virkelig vigtigt.

Jeg blev mor i en tidlig alder, og det har af og til været svært. Det var fuldstændig planlagt og jeg er stadig sammen med faren, og alt er så at sige ret idyllisk (hverdagens små skærmydsler fraregnet, forstås). Men inden i mig har der været kaos. Faktisk altid, tror jeg. Jeg har altid været et søgende menneske, og jeg har aldrig haft en plan med mit liv, trods det at jeg virkelig har brug for tryghed og stabilitet. At stifte familie var for mig indbegrebet af alt, hvad jeg søgte; nærvær, ro, stabilitet og sikkerhed. Men jeg opdagede jo snart at det også er kaotisk, usikkert og forbundet med en masse begrænsninger at have børn. Kombineret med omverdenens – lidt misbilligende – syn på unge mødre og mine egne kolosale krav til mig selv, var der i min første tid med min førstefødte en hel masse virak i mit indre – og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle finde hoved og hale i det hele.

Indtil jeg faldt over Superwoman er en følelse – en opløftende guide til kvinder, der vil det hele. Fra da af har jeg vidst hvor jeg skulle søge inspiration og vejledning (og få huskekager!) når det hele ramler i mit hoved, og jeg momentant glemmer, i hvilken retning jeg var på vej.

Jeg ved da stadig ikke altid hvor jeg er på vej hen, men med Anette Ellegaards ord i baghovedet ved jeg i hvert fald mere end jeg ellers ville have gjort. Og for det skylder jeg hende en evig tak.

Da jeg startede bloggen her gennemgik jeg mine bøger i bogreolen, fordi jeg ønskede at anmelde alle de bedste af dem på Goodreads. Således fik Superwoman også en anmeldelse med på vejen – en ganske pæn en af slagsen. Jeg havde dog ikke regnet med, at Anette ville se den. Og da slet ikke at hun ville blive så glad for den, at hun kontaktede mig. Hun ville nemlig genudgive bogen, men ville gerne have min og nogle andre kvinders sparring undervejs i redigeringsprocessen.
Jeg blev så stolt! Og beæret og bare helt vild glad! Det har været så spændende at få lov at være med, og jeg er pavestolt over, at se mit navn nævnt på både bagsiden og i takkesektionen bagerst i bogen!

 

2

3-1

Hold op hvor er det vildt. At blive nævnt i en bog er jo stort – men når det ligefrem er min yndlingsbog og guide her i livet, ja så bliver det vidst ikke større! Tak Anette. Og især tak fordi du valgte at genudgive bogen, så jeg nu kan købe den som gave til alle jeg kender, som kunne bruge nogle kloge ord med på vejen.

For kloge ord er der nemlig masser af i Anettes bog. Især til sådan nogle ambitiøse og stræbsomme kvindfolk som mig selv. Sådan nogle som nærmest aldrig synes de er gode nok eller har gjort det godt nok, selvom de har fuld fart på karriere, børn, familie, køkkenhave, hjemmesyet tøj, motionsdyrkning og så videre. Vi kan – og gør! – det hele, og alligevel er vi aldrig tilfredse. Aldrig i ro. Nyder aldrig. Og glemmer hvad vores drømme, mål og prioriteter i virkeligheden er. At mærke efter inden i og finde frem til det barn man engang var – det lærte jeg af Anette. Og det har betydet, at jeg har turdet tage nogle (kontroversielle) beslutninger gennem tiden, for jeg tænker bare tilbage på det, barn jeg engang var, og så ved jeg jo godt, hvad der er bedst for mig.

Der er så meget guld at komme efter i den bog, og jeg bliver aldrig færdig med at (gen)læse den – jeg bruger den sågar som et slags opslagsværk. Fordi den er min bibel. Punktum.

5stjerner“Superwoman er en følelse – en opløftende guide til kvinder, der vil det hele” er skrevet af Anette Ellegaard i 2005, nu redigeret og genudgivet 2016 på forlaget Egern & co.

“Noget om Grace” af Anthony Doerr

25. februar 2016

Fil 25-02-2016 08.40.00

 

David Winkler drømmer begivenheder, før de sker … Da David drømmer, at han er ude af stand til at redde sin spæde datter fra druknedøden, knuses hans tilværelse. Han flygter, fjerner det eneste element i det ulykkelige scenarie, han er herre over – sig selv …

Noget om Grace handler om de små mirakler, der på et sekund afgør vores skæbner, om stor sorg, men også om stor kærlighed.

 

De fleste kan sikkert huske Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr – en bog der fik vældig meget opmærksomhed da den udkom på dansk sidste år. Som nogen måske også husker (eller kan læse her i min anmeldelse af bogen) så var jeg nok ikke den mest begejstrede af læsere, men jeg var alligevel vild med historien.

Og faktisk er det fuldstændig den samme følelse, jeg nu sidder tilbage med efter at have læst Noget om Grace, som netop er udkommet på dansk; det er en dejlig historie og nogle fantastiske temaer, men jeg synes altså, at Anthony Doerr har en lidt klodset måde at få det skrevet på … Det går for langsomt, jeg begynder at kede mig, og i min iver for at få lidt tempo på springer jeg frem og tilbage i teksten. Det giver ikke en god læseoplevelse, og jeg burde virkelig lade være, men jeg kan bare ikke koncentrere mig om alle de malende beskrivelser af dette og hint – hvoraf det meste slet ingen betydning har for historien …

Måske er jeg bare for ivrig, og måske har jeg ikke ro nok i kroppen (der sker så meget spændende i mit liv for tiden!) så jeg kan ikke samle mig om de små fine detaljer, som bogen virkelig er rig på. Og det er jo ikke bogens skyld! Men jeg ville alligevel ønske at Anthony Doerr ville skrue lidt ned for ekstranumrene, og i stedet fokusere på at fortælle den gode historie, for det er han eminent til.

Jeg giver alligevel Noget om Grace 4 stjerner, for jeg synes, historien holder 100%. Det der med at være hjælpeløs i en stor verden, kun at være herre over egne handlinger, og så alligevel ikke at kunne kontrollere alting – det kan jeg virkelig relatere til, og det er rart at sidde og filosofere over, mens man læser bogen.

Og så farede mine tanker selvfølgelig også i retning af den gode, gamle metafor om sommerfuglens vingeslag, der ændrer hele verden; alt hvad vi gør, kan potentielt forandre verden – sikke et ansvar og sikke en magt!

Den slags småfilosofiske tanker er rare at sidde med, mens man læser Noget om Grace. Hvis bare det gik lidt hurtigere, altså …

4stjerner

“Noget om Grace” er oversat til dansk fra amerikansk af Rebecca Bailey. Bogens originaltitel er “About Grace”. Udgivet på dansk af Politikens Forlag i 2016

“Flyver i natten” af Max Ulrich Klinker

11. februar 2016

Fil 11-02-2016 13.57.05Det var ikke fordi, jeg var specielt forventningsfuld, da jeg modtog Flyver i natten til anmeldelse, for det var ikke en bog, jeg havde hørt om, og heller ikke en forfatter jeg tidligere havde stiftet bekendtskab med, men jeg er jo nysgerrig og næsten altid med på den værste, så jeg sagde ja tak til bogen, og gik spændt i gang med den.

Den handler, helt kort, om piloten Gustav Nerben og et skæbnesvangert døgn i dansk flyvnings historie.

Fra bogens bagside:

Den 24-årige Gustav Nerben lever et sorgløst liv med kvinder, og fester, optaget af at fastholde nu’et. En perlerække af nu’er. Han flyver i mere end en forstand.

Handlingen i romanen foregår over 24 timer med blik tilbage på den opvækst, der har formet Gustav Nerbens sorgløse og socialt beskyttede liv.

En dag bliver han overtalt af sin chef til at flyve et defekt fly til Rønne med nogle leverancer, og sideløbende med den historie, får vi fortællingen om Gustav og hans liv, som det har formet sig indtil den nat i 80’erne, hvor han flyver til Rønne med post.

Jeg er jo ikke specielt interesseret i flyvning eller luftfart, til trods for at jeg kommer ud af en ret så flyvende familie, og at jeg endda engang selv drømte om at blive pilot. Men jeg er ikke interesseret nok i teknikken og teorien, og mine timer i svæveflyveklubben kom også hurtigt til at kede mig. Og derfor var jeg bange for, at Flyver i natten også ville kede mig. Det gjorde den nu ikke.

Jeg synes grundlæggende, at det er en ret fin fortælling, men især er jeg fascineret af sproget, og det er nok – helt ærligt – kun sproget, der redder denne bog for mig. For Max Ulrich Klinker skriver virkelig godt! Så godt at man undres over hans tidligere valg af karrie(r); først var han pilot og nu er han advokat. Men Max, du skal jo skrive fiktion! Det kan du virkelig (selvom du sikkert også er en glimrende pilot og en dygtig advokat).

Næste gang Max Ulrich Klinker skriver en bog, håber jeg, at han vil droppe flyverhistorierne. Der findes så mange andre spændende temaer i verden, og selvom Flyver i natten også handler om andet end flyvning, ja så fylder det alligevel for meget for mig.

Derfor kan bogen også kun snige sig op på 3 – store! – stjerner, for jeg mangler simpelthen en bedre fortælling til at flankere det herlige sprog.

3stjerner

“Flyver i natten” er skrevet af Max Ulrich Klinker og udgivet på forlaget Hovedland i 2015.

“Villa America” af Liza Klaussmann

22. januar 2016

villaamerica

Åh, sjældent har jeg læst en roman så (bevidst) langsomt og med så stor nydelse … Nu er jeg færdig med den, og det er helt trist. Jeg ville faktisk ønske, at jeg havde gemt den til sommerferien, for det er på en måde sådan en rigtig sommerbog. Det må noget med lyden af jazz og klirrende cocktailglas og fornemmelsen af fransk riviera, der tager mine tanker i retning af sommer og sol og lange, lyse aftener. Selvom det altså godt nok er koldt udenfor i dag denne fredag i januar.

Villa America af Liza Klaussmann begynder ret tragisk i 1935 med to dødsfald, og derefter følger en lang, gribende beretning om en lille drengs usentimentale opvækst. Så er vi i gang – og jeg var fanget!

Hele romanen er bygget på sande historier, og handler i store træk om society-parret Sara og Gerald Murphy, som skaber en kunstnerkoloni i 30’ernes Frankrig. Her omgås de med personligheder som Scott og Zelda Fitzgerald, Picasso, Cole Porter og Hemingway. Ja, så er man sørme i godt selskab …

Det hele kunne egentlig have været meget problemfrit og sorgløst, som meget netop også var på den tid, hvor man slikkede sår efter 1. Verdenskrig, men samtidig ikke havde nogen anelse om hvilken stor, ny verdensomspændende tragedie, der lurede lige om hjørnet. Man festede og levede, malede og skrev, og fra den tid har vi efter min mening noget af den største kunst, som findes, både indenfor musik, litteratur og maleri.

Men det ville nok alligevel have været en kedelig roman, sådan helt uden problemer, spændingskurver og mystiske gåder. Og på et tidspunkt opstår der da også et trekantsdrama med involvering fra en lidt uventet kant. Hændelserne er baseret på sande hændelser, men jeg har googlet lidt, og der er efter sigende ikke noget belæg for, at dette trekantsdrama virkelig har fundet sted. Men derfor fungerer det nu alligevel meget godt.

Bogen minder i sit tema meget om en af mine absolutte yndlingsfilm, Midnight in Paris (som også anbefales herfra – ligger på Netflix) og hvis man, som jeg, er draget af de store kunstnere fra mellemkrigstiden, så bliver man ikke skuffet af hverken film eller bog, hvis handlinger i øvrigt ikke minder ret meget om hinanden – det er mest persongalleriet, de har til fælles, men det gør det også så rigeligt for mig.

Bogen udkom den 14. januar og er således nu at finde på hylderne.

5stjernerVilla America er skrevet på originalsproget engelsk med samme titel i 2015. Oversat til dansk af Kirsten A. Nielsen og udgivet af JP/Politikens Hus i 2016.

Gem

Writers Day hos Forfatterskabet

22. oktober 2015
writersdagpost-705x435

Foto lånt hos Forfatterskabet.dk

Mange af os læseheste går (mere eller mindre hemmeligt) rundt med en lille forfatter(spire) i maven – det gør jeg i hvert fald. Jeg har masser af ideer til bøger i hovedet, men det der med at få sat sig og få ideerne omsat til spændende historier på papir, det er altså lidt sværere end som så.

Det ved forfattertvillingerne Søren og Morten Ellemose alt om, for de har selv været i processen op til flere gange. Og nu har de besluttet at dele ud af noget af deres viden om netop det at skrive. For det er altså lidt mere kompliceret end som så …

Så kunne du tænke dig en aften i selskab med et par erfarne forfattere, som tilmed vil dele ud af al deres viden om at skrive? Så skulle du tage at se nærmere på dette arrangement:

Writers Day hos Forfatterskabet

Der er lagt op til en super aften, er jeg helt sikker på. Se bare programmet her:

Program
Velkomst – vi byder på lidt til ganen.
I begyndelsen var ordet … Om alle tiders bøger
Historien om Danmarks eneste forfattertvillinger
Bogmarkedet anno 2015 – selvudgiver eller forlag?
Styr på bogprojektet – undgå skriveblokering!
“Sådan tjener du (nemt) en million på at skrive” (og andre skrøner om hvorfor marketing staves med otte m´er.)
Kærlige indspark til jeres bog og tid til spørgsmål

Pris
Du køber billet til arrangementet direkte i vores shop. Bestiller du inden 15. september er prisen kun kr. 199,- så længe der er ledige pladser.

Hvor & Hvornår?
Mandag den 26. oktober kl. 13-16 i København
Tirsdag den 27. oktober kl. 18-21 i Aarhus

Jeg deltager i Aarhus på tirsdag, og jeg glæder mig helt vildt.

Hvis du også vil med, så har jeg hørt at der stadig er en enkelt ledig plads eller to, så skynd dig!

“Nem strik på store pinde” af Dorthe Skappel

12. oktober 2015

Fil 07-10-2015 13.20.12

Gad vide om der er nogle af jer bogorme derude som også er strikkere – ligesom mig? I så fald er det her indlæg til jer.

Hvis du ikke strikker, så kan du måske ikke bruge det til så meget, men jeg fik denne skønne bog af Politikens Forlag sidst jeg besøgte dem, og jeg vil rigtig gerne slå et slag for den, selvom den slags nok ikke som sådan hører til på en bogblog. Og så alligevel; det ER jo en bog – selvom den handler om strik. Og når man strikker kan man jo passende høre en lydbog imens – så bruger man jo tiden dobbelt effektivt.

Nå, men Nem strik på store pinde handler altså om strik, og den handler om at strikke nemme ting på store, tykke pinde. Det passer ganske glimrende til mit temperament, for på den måde kan man hurtigt få produceret en masse – det går jo stærkt med de store pinde.

Til gengæld går der rigtig meget garn til, og det er noget super lækkert men også vanvittigt dyrt garn der anbefales til bogens opskrifter. Så selvom man hurtigt kan strikke en masse af de skønne modeller fra bogen, så må man nok lige væbne sig med tålmodighed, mens man sparer op til flere garnforsyninger. Eller – det må jeg i hvert fald.

Fil 07-10-2015 13.20.30

Jeg har valgt at starte med at strikke Dorthe Skappels klassiske one size/oversize trøje, Skappeltrøjen. Det var den, det hele startede med for Dorthe, og den er super simpel og vildt pæn, synes jeg. Den er meget nem at strikke – og når jeg er færdig med den, så regner jeg simpelthen med at flytte ind i den. Det er lige sådan en trøje, jeg altid har manglet, og hvor bliver det dog en kæmpe fornøjelse at vide, at man tilmed selv har strikket den.

Der er rigtig mange forskellige varianter og modeller i bogen, og jeg har lyst til at strikke dem alle, så jeg er sikker på at mit eksemplar af Nem strik på store pinde vil blive godt slidt med tiden.

Jeg kan varmt anbefale alle strikkere – erfarne som uøvede – at købe bogen, for opskrifterne er virkelig nemme og lige til at gå til.

“Drengen fra Godhavn” af Ole Tornbjerg

7. oktober 2015

Fil 07-10-2015 15.08.24Puha.

Det her var hård læsning. Men det var også godt. Faktisk fuldstændig fantastisk, vidunderligt godt! Jeg er helt blæst bagover, og det må så afgjort være efterårets bedste læseoplevelse, jeg lige har fået.

Ole Tornbjerg plejer jo at skrive krimier sammen med sin kone, Jeanette Øbro, og det plejer også at være godt. Men det her! det var forrygende.

Drengen fra Godhavn er baseret på virkelige hændelser og er historien om et drengehjem under det hedengangne Børneværn. Hertil kom alle de drengebørn, som af den ene eller anden grund blev fjernet fra hjemmet. Det var ikke Guds bedste børn, men det var heller ikke kriminelle. Det var drenge som pjækkede fra skole, lavede smårapserier og i det hele taget var en belastning for deres familier, som ofte var fattige og ressourcesvage. I mange tilfælde bad forældrene endda selv Børneværnet om at overtage ansvaret for deres sønner, fordi de ikke selv magtede det længere.

I princippet kunne det jo være en helt simpel historie om et drengehjem, der tog sig af de børn, som ingen andre ville eller kunne tage sig af – det behøvede ikke at være så meget mere kompliceret. Men det er det, for Godhavns forstander og øvrige ansatte var desværre en samling magtsyge, voldelige mennesker som pinte, plagede og misbrugte de stakkels unger. Derfor er Ole Tornbjergs roman også så vanvittig hård at læse, for det der foregik på Godhavn var absolut ikke for børn!

Man kan undres over, at den slags overhovedet kunne foregå i et land som Danmark, og endda i så mange år – helt op i 1970’erne – men Drengen fra Godhavn er et bevis på, at selv i udviklede og moderne lande kan de mest uhyrlige former for misbrug finde sted – og det endda i statens hellige navn.

Ole Tornbjerg skriver vidunderligt, letlæst og lige ud af landevejen. Det levner plads til at man som læser kan koncentrere sig om historien, og det bliver læseoplevelsen så meget desto stærkere af. Jeg læste bogen over en uges tid, men der var et par aftener hvor jeg simpelthen ikke kunne læse i bogen, fordi jeg havde haft en hård dag og bare ikke orkede at skulle forholde mig til de grumme historier. Til gengæld var jeg 100% opslugt og underholdt de dage, hvor jeg havde overskuddet, og derfor læste flere hunderede sider i rap. Tiden fløj af sted og siderne vendte sig selv, og bagefter var jeg nærmest åndeløs.

Det var sådan en læseoplevelse, som ikke let bliver glemt, og det er jo i virkeligheden de allerbedste – dem, vi bogelskere stræber efter. Det er derfor, jeg læser. For at blive rørt ved, rokket, roteret, underholdt. Fordi det holder min hjerne i gang og udvider min horisont. Sådan en bog er Drengen fra Godhavn, og derfor får den naturligvis 5 stjerner og en masse roser med på vejen.

5stjerner“Drengen fra Godhavn” er skrevet af Ole Tornbjerg og udgivet på Politikens Forlag i 2015. Mit eksemplar er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Gem

“Logbog fra et livsforlis” af Erik Valeur

28. september 2015

Fil 28-09-2015 09.15.30Den svære to’er
I lørdags udkom Erik Valeurs anden skønlitterære bog, Logbog fra et livsforlis. De fleste læseheste i det danske land kender nok hans debutroman, Det syvende barn, enten fordi man har læst den, eller fordi man simpelthen bare har hørt om den. Den har i hvert fald været svær at komme udenom, for den fik bragende succes fra første minut, og den er også sidenhen blevet solgt i rekordhøje oplæg og til flere lande. Jo, man må sige at Erik Valeur debuterede som skønlitterær forfatter med glans.

Derfor kunne man også have frygtet, at den berømte “Svære To’er” nærmest var dømt til fiasko på forhånd, for ikke mange forfattere evner at levere succes på succes. Altså bortset fra Erik Valeur. For han har gjort det igen. Han har skrevet endnu en formidabel roman, og alt tyder på at endnu en international bestseller er født.

Mit møde med Erik Valeur på Politikens Forlag
I fredags var jeg, sammen med en håndfuld andre bogbloggere, inviteret ind på Politikens Forlag til et møde med Erik Valeur. Der var afsat et par timer, og der var dækket hyggeligt op med kaffe og hjemmebag omkring det runde mødebord på direktørens kontor. Jeg havde forberedt en del spørgsmål, for jeg ville for alt i verden undgå pinlig tavshed – noget nær det værste jeg ved … Men det med tavsheden blev aldrig rigtig et problem. Erik Valeur fortalte og tryllebandt os alle med sine fortællinger fra en barndom med svær sygdom og som indlagt på Kysthospitalet i Røsnæs (hvor handlingen i Logbog fra et livsforlis også foregår). Der er så mange, mange historier i den mand, og man bliver aldrig rigtig træt af at høre på ham. Hvor er det godt, at han skriver.

Skrivning som selvterapi
Dét at skrive har nok på mange måder også været en måde for Erik Valeur at håndtere en svær start på livet på. Fra han var 10 til han var 12 år lå han nemlig fastspændt til en hospitalsseng i vandret stilling. Ikke engang når han skulle spise, måtte han komme på højkant. Han havde en sjælden sygdom, som ødelagde hans hofter, og man troede dengang, at det bedste var en total fiksering for at skåne knoglerne. Senere fandt man så ud af, at den behandling slet ikke var nødvendig …  Det er jo nærmest ikke til at bære at tænke på.

Men der lå de altså, alle børnene, på ræd og række, spændt fast og i stræk. I årevis, mens de ventede på at kroppen skulle hele. Besøg måtte de ikke få ret tit, for så blev de jo så kede af det, og det ville personalet helst undgå. Jo tak.

Erik Valeur har altså masser af uhyrlige, personlige fortællinger, og begge hans bøger har da også i nogen grad tjent som en slags terapi for ham. Men han kan altså også andet end at skrive for at hele sine egne sår. Han kan fortælle sin historie helt uden selvmedlidenhed og på en måde så vi alle stopper op, lytter, og måske taber kæben for en stund.

Logbog fra et livsforlis handler om en hel masse forskellige temaer, men gennemgående er dog endnu engang barnets verden som kontrast til de voksnes, ligesom det også var tilfældet i Erik Valeurs første bog, Det syvende barn.

Han fortalte ikke nogen om sin frygt; ikke sin mor, ikke sin mormor, slet ikke sin morfar, der var berygtet i hele rækkehuskvarteret for sin vrantenhed og led af en vedholdende, formørkende migræne.

De var voksne. De ville ikke forstå det, og de syntes i forvejen, at han var sær. Det var dét ord, de voksne ville bruge. De frygtede ligesom alle andre det ukendte, det anderledes, de syner, ingen kunne forklare. Den slags tilstande hørte andre verdener til og måtte aldrig komme deres kvarter for nær.

Det er på mange måder hård læsning, men det bliver aldrig uudholdeligt eller ubærligt, for historiens alvor pakkes fint ind i en spændingshistorie, som bærer fortællingen frem, og gør bogen til noget helt særligt.

Selvom Logbog fra et livsforlis vel nærmest kan kaldes en selvbiografi pakket ind i mysterier og satirisk samfundskritik, så forbliver stilen hele bogen igennem aldeles usentimental og helt uden selvmedlidenhed.  Man fornemmer tydeligt Erik Valeurs fortid som berettende journalist. Her er ikke meget plads til flæberi – verden skal skildres! Og det bliver den så. På en måde så man virkelig har lyst til at læse det.

Det er dygtigt, Erik Valeur.

4stjerner“Logbog fra et livsforlis” er skrevet af Erik Valeur og udgivet på Poltikens Forlag i 2015. Mit eksemplar er et anmeldereksemplar fra forlaget.

PS:
Vil du vinde et signeret eksemplar af Logbog fra et livsforlis? Så skynd dig over på bloggens Facebook side!

Fil 28-09-2015 09.15.03